Kategori: NYHEDER

  • Tusind tak for jeres opbakning og støtte

    Tusind tak for jeres opbakning og støtte

    Kære alle

    Tusind tak for den store opbakning og støtte, vi har modtaget, efter at foreningen Kattegatforbindelse – Nej Tak for få uger siden blev udsat for professionel og hensynsløs svindel. Vi har lovet at give jer en opdatering på svindlens omfang og på, hvordan vi er kommet videre. Svindlen beløb sig til over 90.000 kr. Heldigvis er det med bankens hjælp lykkedes os at få ca. 25.000 kr. tilbage – penge, som svindlerne ikke nåede at få fingrene i.

    Samtidig har vi gennem jeres donationer modtaget over 30.000 kr. Det er en uvurderlig hjælp, som gør, at vi nu kan holde foreningen kørende frem til foråret, hvor vi igen kan opkræve kontingenter. Dermed kan vi fortsætte vores arbejde og være klar til at gennemføre events og kampagner med fuld kraft i 2027.

    Som tidligere oplyst er sagen politianmeldt, og vi har desuden strammet op omkring vores sikkerhedsprocedurer. Uden jeres støtte ville situationen have set langt mere alvorlig ud. Jeres opbakning betyder alverden, og vi er dybt taknemmelige.

    Donationer er naturligvis fortsat meget velkomne. Alle beløb – store som små – gør en forskel og hjælper os med at sikre, at foreningen kan fortsætte det vigtige arbejde. Du kan støtte foreningen via vores sædvanlige betalingsmuligheder:

    MobilePay: 849929

    Bankoverførsel: Reg.nr. 7045 – kontonr. 1525821

    Endnu en gang: Tusind tak for jeres støtte og tillid. Det er i høj grad jeres opbakning, der gør, at vi kan se fremad og fortsætte kampen for vores fælles sag mod en fast Kattegatforbindelse.

    De bedste hilsner
    På bestyrelsens vegne
    Anna Dyrvig
    Forperson
    Kattegatforbindelse – Nej Tak

  • Foreningen har været udsat for svindel

    Foreningen har været udsat for svindel

    Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen må meddele, at foreningen Kattegatforbindelse – Nej Tak desværre har været udsat for professionel svindel, som har medført et økonomisk tab for foreningen. Det er en situation, vi tager ekstremt alvorligt. Vi har selvfølgelig taget alle nødvendige skridt for at håndtere sagen og beskytte foreningen fremadrettet.

    Hvad er der sket?
    Foreningen er blevet svindlet via en falsk phishing-mail, som sandsynligvis er blevet sendt ud til en række foreninger. Svindlen var desværre så professionelt udført, at den slap igennem vores kontrolprocedurer. Så snart vi opdagede svindlen, blev vores konti spærret. Sagen er politianmeldt, og vi er i tæt dialog med vores bank for at undersøge mulighederne for at få dækket hele eller dele af det tabte beløb. Vi ved endnu ikke, om det er muligt, og kan derfor ikke endnu sætte et endeligt beløb på svindlens omfang.

    Vores resterende midler er sikret, og vi har omgående strammet vores interne procedurer for godkendelse af betalinger, så noget lignende ikke kan ske igen.

    Hvad betyder det for foreningen og dig som medlem?
    Det økonomiske tab (hvis vi ikke kan få dækket noget af det) er mærkbart, så vi kan blive nødt til at skære ned på efterårets planlagte aktiviteter rettet mod Christiansborg. Vi vil dog hurtigst muligt igangsætte en indsamling af midler til dette informationsarbejde.
    Det er vigtigt at understrege, at INGEN personlige medlemsdata er blevet kompromitteret i forbindelse med svindlen, og at man trygt og sikkert kan betale til vores konti via MobilePay eller kontooverførsler.

    En lille donation vil gøre en stor forskel lige nu
    Vi vil gerne understrege, at alle i bestyrelsen arbejder 100% frivilligt og gratis og ikke modtager nogen former for honorarer eller aflønning. Alle midler går ubeskåret til produktion af informationsmaterialer (primært tryk- og distributionsomkostninger), annoncering i diverse medier og udgifter ifbm. fx bavnebål, deltagelse på messer/konferencer og generalforsamling.
    Vi vil derfor appellere til jeres forståelse og bede alle, der har mulighed for det, om at støtte foreningen med et frivilligt beløb (50 kr., 100 kr., 200 kr. eller et valgfrit beløb), så vi kan opretholde driften af foreningens aktiviteter, indtil vi kan opkræve kontingenter for 2027.

    Vi tager imod donationer via MobilePay 849929 eller på konto: Reg. 7045 Konto 1525821.

    Vores vigtigste opgave som bestyrelse er at passe på foreningen og jeres tillid. Vi beklager dybt, at dette kunne ske, og vi er meget berørte af situationen.
    Der vil blive redegjort nærmere for sagen og om de samlede økonomiske konsekvenser, når vi ved mere og senest på næste generalforsamling.

    Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte os på kattegatforbindelsenejtak@gmail.com

    På bestyrelsens vegne
    Anna Dyrvig
    Forperson i Kattegatforbindelse – Nej Tak

  • Kom til bavnebål med taler og fællessang

    Kom til bavnebål med taler og fællessang

    Kom til bavnebål med taler og fællessang
    Søndag d. 04. okt. kl. 19 – 21
    Hølken Strand, Toldvejen 47, 8300 Odder

    En fast Kattegatforbindelse er langt fra lagt i graven, og Christiansborg skal vide,
    at vi stadig er lysvågne! Kom og hør båltaler over temaet
    ”Derfor kan lokal modstand nytte”.

    Båltalere:

    Anna Dyrvig, forperson Kattegatforbindelse – Nej Tak


    Henriette Toftegaard (C), Odder Kommunalbestyrelse

    Foreningen byder på kaffe, the og kage. Vel mødt!
    Arrangeret af Kattegatforbindelse – Nej Tak

    Vi vil gerne høre fra dig, hvis du kan hjælpe med opsætning af telt og bål,
    eller hvis du vil bage en kage.
    Skriv til os på kattegatforbindelsenejtak@gmail.com

  • Mindeord i forbindelse med Finn Vesterlunds død

    Mindeord i forbindelse med Finn Vesterlunds død

    Kære alle

    I foreningsarbejdet krydses ens veje med mennesker, som man ikke nødvendigvis havde mødt andre steder i livet, og nogle af de mennesker bliver gode og nære samarbejdspartnere i adskillige år. Derfor var det også med stor sorg, at vi modtog beskeden om vores forhenværende formand Finns død.

    Finn har været med fra de første spæde spadestik til foreningen, og han har haft enorm betydning for, at foreningen i dag er synlig og har stor opbakning.

    Finn var sammen med sin kone Bente med i den undersøgende fase om, hvorvidt der var grundlag for at danne en forening. Han blev valgt som formand ved første konstituerende bestyrelsesmøde og tog straks fat på arbejdet. Han har rejst land og rige rundt, skrevet læserbreve, holdt taler, søgt viden, indsigt, netværk, han har været på Christiansborg, til vælgermøder, demonstreret, tændt bavnebål på Hølken Strand – og alt sammen med et beundringsværdigt engagement.

    Finn har ligeledes siddet med i Borgerbevægelsen.dk, Fællessekretariatet for de fem modstandsforeninger mod Kattegatforbindelsen og Netværket for Grøn Fremtid og har således mødt mange mennesker på sin vej. Jeg er sikker på, han også har mødt en god del af jer og mange af vores foreningsmedlemmer vil have skrevet med Finn og Bente i forbindelse med oprettelse af medlemskab osv.

    Finn mødte mennesker med venlighed og åbenhed. Altid på sin ordentlige og rolige måde – den måde han også var menneske på.

    Selvom foreningsarbejdet nogle gange har krævet meget, så har samarbejdet med Finn været utroligt berigende. Finn var yderst behagelig, klog, omfavnende og løsningsorienteret. Han har præget foreningens arbejde med sin ordentlighed og fokus på fakta – og han har fortalt anekdoter! Han var et sødt og varmt menneske, som bliver savnet nu.

    Der er ingen tvivl om, at alle modstandere af Kattegatforbindelsen skylder Finn en KÆMPE TAK for hans store indsats i foreningen.

    Vi sender vores varmeste tanker til Finns familie herunder i særdeleshed Bente, som vi heldigvis stadig har glæden af at have i bestyrelsen.

    Æret være Finns minde.

    “La’ mig høre bølgen bruse
    og mågens morgenskrig.
    Og lytte til konkylier
    med havets sange i”
    (Lundell, 1982)

    På vegne af foreningen
    Kattegatforbindelse – Nej Tak
    Anna Dyrvig

  • Hvorfor det ALDRIG bliver gratis at køre over Storebælt

    Hvorfor det ALDRIG bliver gratis at køre over Storebælt

    “Det bliver aldrig bliver gratis at køre over Storebæltsforbindelsen, den skal nemlig finansiere Kattegatforbindelsen”

    Sådan sagde vi i valgkampen.

    Hvad bygger vi det på?

    Det bygger vi primært på Forundersøgelsen fra 2022. Her står der i “Finansiel analyse, side 16, afsnit 7.5. Fastholdelse af takst på Storebælt”:

    “Det er i de trafikale og finansielle beregninger forudsat, at prisen på passage af Storebælt fastholdes på det niveau, som blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2018 om 25 pct. takstnedsættelse på Storebælt, som indfases frem mod 2023”

    “Finansiel analyse” kan findes her: https://kattegat.dk/wp-content/uploads/2022/06/Finansiel-analyse.pdf

    Sekundært bygger vi det på at indtægter fra Storebæltsforbindelsen allerede nu indgår som finansiering for en række infrastrukturprojekter, som det fremgår af dette indslag på TV2-Fyn fra 3/3 i år:

    https://www.tv2fyn.dk/fyn/vil-gore-storebaeltsbroen-gratis-syv-grunde-til-den-aldrig-bliver-det-68bbb