Kategori: ØKONOMI

  • Hvorfor det ALDRIG bliver gratis at køre over Storebælt

    Hvorfor det ALDRIG bliver gratis at køre over Storebælt

    “Det bliver aldrig bliver gratis at køre over Storebæltsforbindelsen, den skal nemlig finansiere Kattegatforbindelsen”

    Sådan sagde vi i valgkampen.

    Hvad bygger vi det på?

    Det bygger vi primært på Forundersøgelsen fra 2022. Her står der i “Finansiel analyse, side 16, afsnit 7.5. Fastholdelse af takst på Storebælt”:

    “Det er i de trafikale og finansielle beregninger forudsat, at prisen på passage af Storebælt fastholdes på det niveau, som blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2018 om 25 pct. takstnedsættelse på Storebælt, som indfases frem mod 2023”

    “Finansiel analyse” kan findes her: https://kattegat.dk/wp-content/uploads/2022/06/Finansiel-analyse.pdf

    Sekundært bygger vi det på at indtægter fra Storebæltsforbindelsen allerede nu indgår som finansiering for en række infrastrukturprojekter, som det fremgår af dette indslag på TV2-Fyn fra 3/3 i år:

    https://www.tv2fyn.dk/fyn/vil-gore-storebaeltsbroen-gratis-syv-grunde-til-den-aldrig-bliver-det-68bbb

  • De vigtigste argumenter imod en Kattegatforbindelse

    De vigtigste argumenter imod en Kattegatforbindelse

    Der er mange gode argumenter imod en Kattegatforbindelse:

    En fast Kattegatforbindelse vil bestå af 100 km. nyanlagt højhastighedsjernbane uden godstransport, 77 km. nyanlagt motorvej samt 2 nye broer på i alt 40 km med kombineret motorvej og jernbane.

    Løser ikke trængselsproblemer
    En Kattegatforbindelse vil medføre flere nye bilture – ifølge Sund & Bælt cirka 17.000 flere biler i døgnet. Forbindelsen vil medføre øget trængsel i Østjylland og i København, som allerede har store trængselsudfordringer.

    Gennemskærer og forandrer landskaber og naturområder
    Motorvej og højhastighedsjernbane vil gennemskære landskaber og skabe fysiske barrierer for dyr og mennesker. Visuelt vil broer og motorvejsanlæg forandre store områder til havs og til lands.

    Påvirkning af biodiversitet
    Linjeføringen til Kattegatforbindelsen løber igennem flere Natura 2000-områder og fredsskove samt strand- og engområder. Danmarks biodiversitet er under pres, og i den nyligt vedtagne Grønne Trepart har man vedtaget, at Danmark skal have flere sammenhængende områder med uberørt natur og skov. Anlæg af en Kattegatforbindelse vil med kæmpestore arealer med asfalt og beton direkte modarbejde formålet med den Grønne Trepart.

    Vedvarende sundhedsskadelig trafikstøj
    En Kattegatforbindelse vil medføre et stort bælte af trafikstøj fra Midtsjælland over Samsø og gennem Odder og Aarhus kommuner – områder som i dag ikke har motorvejsstøj.
    Forskning viser, at vedvarende påvirkning fra trafikstøj over 55 dB øger risikoen for udvikling af demens, Alzheimers, blodprop i hjertet og diabetes. Senest har man også påvist sammenhæng mellem vedvarende påvirkning fra trafikstøj og nedsat fertilitet.

    Trafikstøj ved boliger og i naturområder
    Ud over de sundhedsmæssige aspekter af vedvarende trafikstøj, så medfører udsættelse for vedvarende trafikstøj også tab af livsglæde. Man vil i store områder langs linjeføringen ikke længere kunne opholde sig i haven, ved stranden eller i skoven uden at opleve en konstant baggrundsstøj fra motorvejen. Man kan sammenligne det med, at de berørte borgere konstant bliver udsat for passiv rygning.

    Klimabelastning
    Ifølge forundersøgelsen fra 2022 vil anlægget af Kattegatforbindelsen medføre en udledning af 3.000.000 tons CO2. Nye beregninger af andre motorvejsanlæg har dog vist en langt større CO2-udledning end først antaget. CO2-udledningen ved opførelsen kan aldrig indhentes af besparelser ved den kortere vejstrækning over en Kattegatforbindelse sammenlignet med at køre over Storebæltsbroen. Med fossile biler ville det give mindre CO2-udledning at køre en kortere rute, men til den tid, hvor en Kattegatforbindelse vil kunne stå færdig, vil størstedelen af bilerne køre på el.

    Usikker økonomi
    Prisen på Kattegatforbindelsen er gået fra estimater på 137 mia. kr. til senest 110 mia. kr. i forundersøgelsen fra 2022. Der vil være et behov for minimum 20 mia. kr. i tilskud fra indtægter fra Storebæltsbroen for at få estimatet på 110 mia. kr. til at hænge sammen.
    Det kan undre, hvordan Kattegatforbindelsen er blevet billigere over tid, når nu andre projekter er blevet dyrere. Prisen på 110 mia. kr. er fra før inflation, krig i Ukraine og store prisstigning på materialer, så af den grund bør prisen genberegnes. Det er sandsynligt, at prisen for Kattegatforbindelsen i dag nærmer sig 200 mia. kr.
    Vejdirektoratet beregner samfundsnytten af en Kattegatforbindelse med en regnemodel, hvor sparet tid sættes til en værdi, uanset om man kører i forbindelse med arbejde eller fritid, og uanset om man er voksen eller barn. Derimod er ulemperne ved projektet f.eks. ødelagte naturområder, øget CO2-udledning, menneskelige konsekvenser af trafikstøj og øget trængsel ved øget privatbilisme ikke værdiansat i modellen. I Landstrafikmodellen spiller antal biler en stor rolle for projektets samfundsnytte – jo flere biler i Danmark, desto bedre økonomi for Kattegatforbindelsen.

    Blokering af saltvandsgennemstrømning til Østersøen
    Hvis der bygges havneområder som Lynetteholm eller broer og sænketunneller i Øresund, Storebælt og Lillebælt, så påvirker det vandgennemstrømningen og dermed saltbalancen i hele Østersøen. Det kan få alvorlige konsekvenser for dyrelivet i og ved havet. Da Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen blev bygget, lavede man kompensationsudgravninger i havbunden, så de spærringer, som bropiller og tunneller lavede, blev kompenseret med mere vandgennemstrømning andre steder (en såkaldt 0-løsning).
    I forundersøgelsen til Kattegatforbindelsen fremgår det, at der ikke er afsat penge til kompensationsudgravninger. En Kattegatforbindelse som bro- og/eller sænketunnelløsning vil derfor få store konsekvenser for vandgennemstrømningen og saltbalancen i Østersøen, og år for år vil den akkumulerede effekt blive værre og værre.

    Sårbarhed hvis færgeforbindelser nedlægges
    De hyppigst anvendte argumenter for en Kattegatforbindelse er, at den vil give forsyningssikkerhed på tværs af Danmark og binde landet bedre sammen. Men er det nu også rigtigt? Hvis der bygges en Kattegatforbindelse, vil det medføre nedlukning af færgeruter fra Jylland til Sjælland, og man vil derfor miste den fleksibilitet og sikkerhed, som mobile færger giver, hvis begge broer beskadiges eller lukkes på grund af storm.

    Forbrug af arbejdskraft ved opførelsen
    Ofte argumenteres der for, at mega-projekter som en Kattegatforbindelse sikrer danske arbejdspladser. Men opførelsen af konkrete projekter som Storstrømsbroen og Femernforbindelsen viser, at langt hovedparten af de beskæftigede er udenlandsk arbejdskraft, som kun bor i Danmark midlertidigt.
    Desuden må man formode, at den grønne omstilling samt udbygning af el-nettet må kræve en del arbejdskraft indenfor ingeniør- og anlægsområdet, så det giver absolut mening at prioritere arbejdskraft til det, Danmark har mest brug for.

    Arbejdskraftens mobilitet i fremtiden
    Tendensen er, at folk ikke ønsker at bruge lang tid på at pendle mellem bolig og arbejde. Dette er underbygget af undersøgelse fra Dansk Erhverv 2023. Derfor vil det være meget få personer, der vil benytte en Kattegatforbindelse til dagligt at pendle mellem Jylland og Sjælland – det tager stadig for lang tid.

    Giver ikke et Danmark i balance
    Politikerne, som ønsker en fast Kattegatforbindelse, bruger ofte argumentet, at den binder Danmark sammen. Men det bliver bestemt ikke hele Danmark, der får glæde af en Kattegatforbindelse. De store investeringer vil primært tilgodese Østjylland og København – områder som allerede har erhvervs- og befolkningstilvækst. Til gengæld vil yderområderne i Jylland og på Fyn blive koblet af udviklingen. Det giver et endnu skævere Danmark, hvor Aarhus og København bliver vinderne. Det giver ikke et Danmark i balance.

     

  • Der arbejdes fortsat på planer om Kattegatforbindelsen

    Der arbejdes fortsat på planer om Kattegatforbindelsen

    Mange tror, at Kattegatforbindelsen er sat på pause, og at projektet ligger helt stille. Men Ingeniøren afslørede i en artikel d. 6. september 2024, at Transportministeriet – under radaren – har arbejdet på en omfattende køreplan for en stor klima- og miljøundersøgelse af Kattegatforbindelsen til 500-600 mio. kroner siden 2022.

    Da forundersøgelsen blev færdig i 2022, oplyste daværende transportminister Trine Bramsen (S), at det ville kræve yderligere undersøgelser af klima- og miljøkonsekvenserne, før man kunne gå videre med projektet. Siden har der været meget stille, og hverken politikere eller medier har virket specielt optagede af en Kattegatforbindelse. Der er f.eks. heller ikke afsat en krone til videre undersøgelser af Kattegatprojektet i forslaget til den nye finanslov for 2025, så mange var begyndt at tro, at projektet var helt dødt – eller i hvert fald sat på pause på ubestemt tid.

    Men ing.dk afslører i dag i en artikel, at der er blevet arbejdet i kulisserne med projektet.

    Trafikministeriet var således allerede klar med en plan for de”yderligere undersøgelser” i 2023. I planen fremgår det, at man tænker i nye løsninger. Det handler bl.a. om at “…få belyst, om Samsø kan anvendes som bindeled for potentielle tunnel- eller broforbindelser fra Jylland og Sjælland, og ikke mindst hvor store implikationerne vil være for naturen”, som det hedder i artiklen.

    Man har i planen desuden skitseret muligheden for, at forbindelsen føres syd om Samsø, noget der ellers blev fravalgt i forundersøgelsen fra 2022, men som man nu vil have på bordet igen. Bl.a. tænkes der i anlæggelse af en kunstig ø eller en udvidelse af Samsøs landareal mod syd, som forbindelsen kan funderes på.

    Embedsmænd til fremme argumenter for Kattegatforbindelse
    Af aktindsigten, som ing.dk har fået, fremgår det desuden, at embedsmændene er optagede af at fremme visse argumenter – formentlig for at få projektet til at fremstå mere aktuelt og nødvendigt for politikere, i medierne og for den brede offentlighed. En kontorchef i Finansministeriet kommenterer således i en mail til en chefkonsulent i Transportministeriet: “Overordnet har jeg forsøgt at trække pointer om forsyningssikkerhed og trængsel længere frem i sagen, som også drøftet telefonisk.”

    Formanden for Kattegatkomitéen, Michael Svane, medvirker også i artiklen. Han mener, at regeringen afventer resultaterne fra nogle igangværende analyser af to andre store infrastrukturprojekter – nemlig Als-Fyn-forbindelsen og en tredje Lillebæltsforbindelse – før man
    vil sætte gang i yderligere undersøgelser af Kattegatforbindelsen.
    Der er derfor ingen grund til at tro, at Kattegatforbindelsen ligger stille eller er helt død. Der ligger en køreplan klar fra Transportministeriet for flere undersøgelser, og der er planer om at undersøge alternative linjeføringer, som går syd om Samsø og dermed muligvis også har andre forløb på landsiden både på Sjælland og i Jylland. Det hele foregår imidlertid helt uden for offentlighedens søgelys og kun ganske få medier – heriblandt lykkeligvis ing.dk – fortsætter med at holde et vågent øje med projektet og forsøge at få afdækket, hvad der foregår bag de lukkede døre.

    Link til artiklen (bag betalingsmur)

  • En fast Kattegatforbindelse vil koste kassen, medføre massiv trængsel og belaste klima og miljø

    En fast Kattegatforbindelse vil koste kassen, medføre massiv trængsel og belaste klima og miljø

    To nye notater fra Vejdirektoratet og Sund & Bælt viser entydigt, at en fast Kattegatforbindelse ikke er bæredygtig hverken økonomisk, trafikalt eller miljø- og klimamæssigt, udtaler foreninger imod en forbindelse.

    Udledning af 2-3 mio. tons CO2 i anlægsfasen, massiv vækst i trafikken på over 33 % mellem Øst- og Vestdanmark og en pris på cirka 110 mia. kroner. Det er bare nogle af konklusionerne i to notater om Kattegatprojektet udarbejdet af Vejdirektoratet og Sund & Bælt, som fire foreninger mod en fast Kattegatforbindelse har fået aktindsigt i. Notaterne er sendt til Transportministeriet i januar 2022, og budskaberne menes derfor at være de samme, som vil stå i den forundersøgelse af Kattegatprojektet, der forventes færdig og offentliggjort indenfor få uger.

    – Notaternes konklusioner kommer slet ikke bag på os, udtaler de fire foreninger imod en fast Kattegatforbindelse.

    – Alene den enorme CO2-udledning i anlægsfasen burde få politikerne til at trykke på stop-knappen. Der er tale om en udledning, der aldrig vil blive tjent hjem igen. Det burde være gået op for politikerne, at en fast forbindelse over Kattegat ikke er en klimagevinst, men i stedet en kæmpestor klimabelastning.

    BLIV MEDLEM AF KATTEGATFORBINDELSE – NEJ TAK

    Massiv vækst i trængsel i og omkring København og Aarhus
    Ifølge et af notaterne forventes den samlede trafikmængde mellem Øst- og Vestdanmark at stige massivt med en Kattegatforbindelse. Således vil der uden en Kattegatforbindelse køre 52.500 biler over Storebælt pr. døgn i 2035, mens der med både en Storebælts- og en Kattegatforbindelse vil ske en stigning i den samlede trafik på hele 33 %, så der vil køre 70.100 biler mellem landsdelene i døgnet.

    – Denne vækst i antal biler mellem landsdelene vil medføre endnu større trængsel, ikke mindst i og omkring Hovedstadsområdet og Aarhus, hvor dette i forvejen er et kæmpe problem. Aarhus Kommune forventer f.eks. en stigning i trængslen frem mod 2035 på 30-35 % – og det er vel at mærke uden at de tusindvis af flere biler, som en Kattegatforbindelse vil medføre, er regnet med i analysen. Dertil kommer, at den ekstra trafik og trængsel fra en Kattegatforbindelse samtidig vil medføre stor vækst i trafikstøj både i og omkring byerne og langs hele linjeføringen på tværs af hele Danmark.

    Megaprojekter overskrider altid budgettet
    Prisen på en Kattegatforbindelse med bil- og togforbindelse er ifølge notaterne 109,5 mia. kr. Økonomien vil dog ikke kunne hænge sammen uden et stort tilskud på 20 mia. kr. som bl.a. skal dækkes af indtægter fra Storebæltsforbindelsen. International forskning viser imidlertid, at megaprojekter som en Kattegatforbindelse i 9 ud af 10 tilfælde overskrider budgettet med gennemsnitligt 28 %.

    – Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at en Kattegatforbindelse ikke er kritisk nødvendig infrastruktur, men et forældet prestigeprojekt fra starten af 1970-erne, som blev genoplivet i 2007, og som er helt ude af trit med den aktuelle klima- og miljødagsorden. Vi har i stedet brug for moderne og klimaansvarlige løsninger på trængselsudfordringerne, som kun vil blive ved med at stige, så længe politikerne foretrækker at løse trængselsproblemet ved at bygge endnu flere nye motorveje. Vi kan samtidig ikke være bekendt at ødelægge natur og smukke bevaringsværdige kulturlandskaber ved Lejre, Ringsted, Røsnæs, Asnæs eller på Samsø og i Odder og Aarhus kommuner og udsætte tusindvis af danskere for helbredsskadelig trafikstøj.

    BLIV MEDLEM AF KATTEGATFORBINDELSE – NEJ TAK

    Appel til politikerne: Stop Kattegatprojektet
    De fire modstandsforeninger sender derfor en appel til politikerne på Christiansborg om at stoppe Kattegatprojektet nu og ikke gå videre med en stor VVM-undersøgelse, der let kan koste op til en mia. kroner.

    – Vi håber, at politikerne i stedet ser på moderne, visionære og fremtidssikrede alternative løsninger, hvor det eksisterende vej- og jernbanenet forbedres og opgraderes. På den måde tilgodeses hele Danmark i langt højere grad. Vi ønsker et Danmark i balance – hvor der tages hensyn til både by og land. Indsatsen mod trafikstøj skal opprioriteres meget de kommende årtier og vil også kræve store investeringer. De fleste trafikforskere er enige om, at de stigende trængselsproblemer ikke løses ved at bygge flere motorveje. I stedet vil det blive nødvendigt med smartere måder at styre trafikken på bl.a. ved hjælp af road-pricing, præmiering af samkørsel og hjemmearbejdsdage samt andre smarte løsninger. En fast forbindelse over Kattegat løser derfor ikke de støt voksende problemer med øget trængsel, voksende klimaudledninger, øget trafikstøj, mindre plads til natur og biodiversitet og ødelæggelse af bevaringsværdige kulturlandskaber. Den vil derimod i høj grad være med til at forværre problemerne yderligere. Vi skal have skabt den infrastruktur, der imødekommer klimaloven. Det gør en bro over Kattegat på ingen måde.

    FAKTA: En Kattegatforbindelse vil strække sig fra Roskilde til Aarhus og vil bestå af:

    • 100 km nyanlagt højhastighedsjernbane uden godstransport
    • 77 km nyanlagt motorvej
    • 2 nye broer på i alt 40 km med kombineret motorvej og jernbane

     

    Afsender: Foreningerne:
    – Kattegatforbindelse – Nej Tak
    – STOP motorvej over Samsø
    – NEJ til Motorvej på Røsnæs
    – Nej til motorvej på Asnæs

    BLIV MEDLEM AF KATTEGATFORBINDELSE – NEJ TAK

    /Ritzau

  • Ny grønbog om Kattegatforbindelsen

    Ny grønbog om Kattegatforbindelsen

    NY GRØNBOG OM KATTEGATFORBINDELSEN
    Du kan nu downloade og læse “GRØNBOG OM KATTEGATFORBINDELSEN” som er udarbejdet af de tre foreninger imod Kattegatforbindelsen i fællesskab. Et kæmpestort stykke arbejde, som vi skylder foreningerne tak for!

    DOWNLOAD GRØNBOGEN HER